Ensomhed kan man dø af!
Men er det nu et kommunalt ansvar?
Hvor mange af os har kendskab til et menneske i udkanten af vores bekendtskabskreds, som vi udmærket godt ved, er ensom. Men hvor mange AF os rækker reelt ud efter det menneske, og inviterer det indenfor i vores liv?
Ensomhed er invaliderende
Ikke at have andres interesse, ikke at blive rørt ved, ikke at have øjenkontakt, ikke at blive talt med i flere dage i træk, det er invaliderende.
Sådan er livet for alt for mange af vores ældre.
- Børnene er flyttet langt væk.
- Vennerne er faldet fra.
- Og måske er man forhindret i at kunne forlade sit hjem og selv opsøge vedkommende fællesskaber.
Jeg synes, at vi alle har et ansvar for at skabe kærlige relationer til mennesker, som vi godt ved, er alt for meget alene. Samtidig synes jeg, at det er nødvendigt og ansvarligt, hvis vi politisk skaber grobund for, at vores ældre kan få en kærlig og meningsfyldt alderdom. Det kan vi gøre på flere måder:
- Vi kan støtte de frivillige sociale foreninger yderligere
- Vi kan skabe plads i hjemmeplejens arbejdstid til at de ansatte også er mentalt opmærksomme på deres borgere
- Politisk kan vi skabe nye økonomiske muligheder gennem fonds- og puljeansøgninger for, at starte nye utraditionelle samarbejder op, som det eksempelvis er set i Holland, hvor børnehaver og ældrecentre deler lokaler, og hvor ungdomsboliger ligger dør om dør med plejeboliger og fællesspisning dermed er en daglig glædelig begivenhed.
Mennesker SKAL øverst på byrådets dagsorden ♥️ det arbejder Enhedslisten for ♥️
Lone Nedergaard
…energien strømme derhen, hvor du har dine tanker