Rubjerg Knude Fyr knejser stadig over horisonten i Nordvestvendsyssel

Rubjerg Knude Fyr knejser stadig over horisonten i Nordvestvendsyssel.

Rubjerg Knude Fyr står som et monument over de enorme kræfter der slippes løs når mennesker griber ind i naturens kredsløb. Da fyret blev bygget i 1900 ændrede det ved vindforholdene, så der langsomt men sikkert gjorde, voksede en sandklit frem foran fyret. I 1967 blev fyret taget ud af drift, da klitten havde vokset sig højere end fyret.

Man kan levende forestille sig fyrmesterens irritation, når han de første dage efter indvielsen har fejet brolægningen for sandbunker og har bandet lidt over det. Lidet har han anet hvilke kræfter der var sluppet løs.

Få hundrede meter derfra ligger et sommerhusområde. Her hersker naturkræfterne også. Kystlinien trækker årligt 5-6 meter ind i landet, som den har gjort gennem århundreder. Mere voldsomt nu som følge af klimaforandringerne. Men sommerhusejerne, der ellers sommerresiderer midt i den voldsomme og smukke natur, har ingen forståelse for naturens spil. Her regeres med bulldozere og beton i et rent Sisyfosarbejde for at tæmme det utæmmelige. Med stort tab for de rekreative og naturmæssige værdier for almenvellet.

For kystnedbrydningen kan ikke stoppes. Den kan højst bremses, med store omkostninger til følge, både økonomisk, rekreativt og naturmæssigt. På kysten udenfor Lønstrup Klint og Rubjerg Knude forsvinder der årligt 400.000 kubikmeter sand med strømmen mod nord. Kystsikring eller ej. Derfor vil et hvert indgreb, gradvist men sikkert, blive nedbrudt, med mindre man vedligeholder anlægget løbende med enorme omkostninger til følge. Herudover vil der komme følgevirkninger, den såkaldte læsideerosion, som vil betyde øget nedbrud på andre kyststrækninger.

Derfor er kystsikring ikke alene et spørgsmål om nogle sommerhusejere der ønsker at forsvare deres ejendom. Det handler også om et samfunds- og natursyn. Skal naturen tæmmes for enhver pris? Kan et sommerhusområde ikke betragtes som et anlæg der har haft sin berettigelse men som nu må tages ud af drift. Præcist som man valgte at gøre med Rubjerg Knude Fyr.

Det var hovedtankerne bag det forslag som Enhedslisten sammen med Alternativet rejste om en national kystsikringsstrategi med tilhørende kystfond. At kystsikring også er et samfundsansvar. Det må være et fælles ansvar at beslutte hvor der skal ofres ressourcer på kystsikring, som kunne være der hvor store samfundsmæssige værdier var på spil, som bymæssig bebyggelse og infrastrukturanlæg. Til gengæld skal fællesskabet også være medfinansierende i forhold til både kystsikringsprojekter, men også i forhold til at give grundejere en vis kompensation for tabt grundværdi, der hvor man beslutter at naturen må gå sin gang.

Spørgsmålet om kystsikring er alt for alvorligt til det blot kan overlades til den økonomiske formåen hos lodsejerne. Sommerhusejere må lære at acceptere kræfterne fra den natur de har anbragt sig selv midt i.

Selv den private ejendomsret må underordne sig naturens kræfter

Peder Hvelplund, Folketingskandidat Enhedslisten
Tagholmvej 139
9800 Hjørring