Fattigdom er meget konkret

Læserbrev af Peder Hvelplund, FT-kandidat, Enhedslisten

Det er en meget akademiseret og abstrakt tilgang til børnefattigdom, Rasmus Prehn (RP) lægger for dagen i Nordjyske den 16. december 2018.

RP skriver, at S ikke vil afskaffe kontanthjælpsloftet men i stedet vil sætte ind med ”andre nuancerede og differentierede løsninger”, som vi så må afvente i spænding!

Men fattigdom er konkret.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd definerer i deres rapport fattigdom som ”havende en indtægt på under 50% af medianindkomsten”. Når børn vokser op i fattigdom, får det helt målbare og konkrete konsekvenser senere i livet. Blot ét års fattigdom i opvæksten mindsker børns chancer for at for få en uddannelse og stifte familie. Samtidig øger det risikoen for et voksent arbejdsliv med lavere løn og dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet. Udover det moralsk angribelige i, at børn skal vokse op uden at kunne deltage i fritidsaktiviteter og skal bekymre sig om, hvorvidt der er råd til at komme med til børnefødselsdag, om de er vokset ud af vintertøjet osv., har det altså også helt målbare, konkrete samfundsøkonomiske konsekvenser.

Selvfølgelig kan man leve et rigt liv som fattig og et fattigt liv som rig. Men når RP ignorerer den betydning, ydelsernes størrelse har for konsekvenserne af fattigdom og mener, fattigdommen skyldes andre problemer end økonomiske, så hopper kæden altså af. Det svarer til, at man efter et trafikuheld får kraniebrud og brækker et ben, og lægerne så efterfølgende kun vil behandle kraniebruddet, fordi de mener, det er det mest presserende, mens det brækkede ben ikke betyder så meget.

Når kontanthjælpsloftet betyder, at boligydelsen pludselig forsvinder, er det en væsentlig del af rådighedsbeløbet, en familie må vinke farvel til. Det har selvfølgelig alvorlige konsekvenser for børnene.

RP har fuldstændig ret i, at der ofte er tilstødende problemer i forbindelse med fattigdom. Blandt de fattigste støder man oftere på borgere med psykisk sygdom, sociale problemer, kronisk sygdom, hjemløshed mm. Ofte er det en direkte konsekvens af fattigdommen, og det er under alle omstændigheder problemer, der bør løses sideløbende. Afskaffelse af fattigdomsydelser og kontanthjælpsloft udelukker ikke en rimelig social og sundhedsmæssig indsats. Tværtimod.

Men værst er det næsten at læse om RP’s syn på borgere på kontanthjælp. Her virker det, som om RP og Socialdemokraterne fuldstændig har overtaget de borgerliges nyliberale politik. Borgere på kontanthjælp skal ”motiveres” til at komme i job eller uddannelse, gennem en fastholdelse på lave ydelser.

Virkeligheden er, at kontanthjælpsloftet og fattigdomsydelserne fastholder folk i en tilværelse, hvor de mister troen på sig selv og håbet om en bedre fremtid. Det er et faktum, at fattigdom udhuler selvværdet og troen på egne evner.

I et velfærdssamfund bør retten til en ydelse, der sikrer tag over hovedet, brød på bordet, klæder på kroppen og overskud til sociale aktiviteter, være en umistelig rettighed.

Jeg forstår ganske enkelt ikke, at det kan være et problem for S at melde ud, at man vil afskaffe kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og fattigdomsydelserne som det første, hvis man får regeringsmagten.

Hvad er problemet?

Er der noget, der har øget utrygheden på arbejdsmarkedet, er det netop, kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og fattigdomsydelserne. Både for de, der er ramt af disse, men også for de, der er i arbejde, men som hele tiden bliver presset på løn- og arbejdsvilkår af frygt for at ende på kontanthjælp.

Det eneste, der skal til for at afskaffe disse urimeligheder, er, at S tilslutter sig resten af oppositionen.

Både SF, Alternativet og Enhedslisten er klar. Selv De Radikale er enige.
Det kunne tænde et tiltrængt håb for de familier, hvor 64.500 børn i dag oplever en opvækst i fattigdom.